Connected presence

Jeg læser  Morten Bay : HOMO CONEXUS –NETVÆRKSMENNESKET for tiden.  Heri er jeg blevet præsenteret for begrebet ”Connected presence” (leveret af sociolog Christian Licoppe).  Det beskriver en tilstand, som jeg begynder at kunne genkende i mit eget liv – en ny mellemvej mellem fysisk fravær og tilstedeværelse. Det handler om at vi netværksmennesker konstant er i dialog med netværket, på én eller anden måde. Kommunikation over afstand og fysisk samvær væves sammen på en måde, så det bliver svært at skille den ene fra den anden. Det er blevet mere flydende, om den dialog, jeg havde med en ven, var på mailen, på chatten på Facebook, en sms eller noget vi talte om i mobilen eller måske sidst vi sås. De mange telekommunikationsformer er med til at nedbryde forskellen mellem fysisk og ikke-fysisk tilstedeværelse og (især mobilen) er blevet den lim, vi hænger sammen med socialt. Og heller ikke jeg oplever længere sms-processen som ”at skrive”. Det er en del af en ongoing ”samtale”.

  1. malene posted the following on January 26, 2010 at 11:38 pm.

    Jeg kunne jo godt sige: “Ja, det tror jeg er meget rigtigt!” og så var den tarmluft sluppet, men det ville jo ikke tvinge nogle nye vinkler frem. Så i stedet vil jeg lege djævelens advokat og sige: “Jeg er uenig!” og se, hvad der kommer ud af det…

    Jeg har lige snakket halvanden time i telefon med mine ungers farmor. Hun er en ung og skarpsindig kvinde på 65, som følger ret godt med i, hvad der sker både lokalt og globalt. Hun har også en god forståelse af internettet og tendenserne, selvom hun aldrig har ejet en computer.

    Hun har på den ene side den holdning (som vel de fleste fra den generation) at kontakten mellem folk på nettet er et fattigt substitut for den virkelige kontakt mellem mennesker. Men det skal hun jo sige…

    For hun kan godt acceptere, at vores halvanden times snak over telefonen er lige så virkelig som havde vi siddet overfor hinanden – fordi vi mødes ofte. Underforstået, at den ‘netværksfølelse’, som du beskriver, kun opstår fordi vi har en virkelig kontakt at følge det op med.
    På modsat vis ville en snak over telefonen med en fremmed være mindre virkelig, da der ikke er nogen virkelig reference til at styrke opfattelsen.

    Hun nævnte også, at den primære årsag til, at hun ikke ville ønske at have en email er, at hun ville føle det som om hun konstant skulle ‘være på’. Hun sammenlignede det meget godt med oplevelsen af at have 3 nye beskeder på sin telefonsvarer. Man ved, at man lige om lidt skal tage stilling til en hel masse, der er arbejde forude, som man ikke bare kan udskyde. Hun kunne ikke forestille sig at ville udsætte sig selv for mere arbejde, når hun har fri.

    Så på den måde bakker det jo helt klart op om, at der er et større netværk, som vi kobler os på, selv for de, som ikke benytter sig af en stor del af dette netværks kommunikationsformer.

    MEN! (Jeg lagde jo ud med at sige, at jeg ville være uenig…)
    Når jeg tjekker mails, så har jeg ikke den samme ‘åh nej’ følelse i maven, som når jeg skal aflytte min telefonsvarer. Jeg oplever ikke det samme pres ved at gå mine mails igennem, selvom jeg jo rationelt godt ved, at der oftest er mere arbejde at skulle se til her, end der er fra min telefonsvarer.

    Man kunne fristes til at sige, at jeg har et filter på, når jeg tjekker mail. Jeg kan bedre distancere mig fra det, prioritere hvilke opgaver jeg ‘orker’ at tage nu, og hvilke jeg ikke kan overskue. Det filter har mine børns farmor ikke. Hun ville føle sig forpligtiget til at påtage sig den samme ansvarsform overfor en email, som havde det været et brev eller en telefonsvarebesked.

    På det grundlag mener jeg, at udviklingen ikke taler for, at vi er blevet ‘mere’ netværksorienterede end de ældre generationer. Tvært imod er vi blevet bedre til at koble os af netværket, selvom (eller måske især Fordi) vi er så meget mere ‘på’.

    Fysisk bruger vi disse netværk mere end generationerne før os. Men generationerne før vores har en anden tilgang til de netværk, de benytter sig af, hvor de er _mere_ nærværende, end vi selv er.
    Underforstået, det er ikke en ny kultur, men derimod en kultur, som er ved at blive udfaset på grund af de filtre vi sætter op.

    Der er ingen tvivl om, at facebook er med til at vedligeholde kommunikationen med klassekammeraterne, og at det som sker på facebook bliver omtalt i den virkelige verden – og omvendt!

    Men tilgangen er alligevel en anden. Personligt, som stor mis-bruger af facebook, kan jeg godt mærke forskel på, om jeg har været på skolen og talt med et par studerende, eller om jeg har været på facebook og chattet med samme. Filtrene, som bliver tykkere jo mere ‘på’ man er, gør det umuligt at få den samme nærværende følelse ud af en facebook besked, som man kan få, når man kan være fysisk til stede under en samtale.

    Konklusion:
    Vi er mere ‘på’ i de netværk vi er en del af, og ja, de spreder sig på tværs af grænser, både i tid og sted. Men nej, vi er ikke mere nærværende på baggrund af dette – tvært imod. Vi er mere fraværende, simpelthen for at undgå det pres, vi ellers ville føle ved at være ‘på’ hele tiden.

    …Gitte, er det sådan, at man kunne få lov at låne bogen, når du er færdig med den? Det kan sagtens vente en måned eller to. :-)


Leave a reply