‘WE’blog

Blog-redaktionen har fået tilsendt dette “påskeæg”:

Kære venner.

Kedsomhed er et mærkeligt fænomen. Vi kender den alle sammen, som en ubehagelig fornemmelse af tomhed eller tomgang, en uproduktiv og stillestående oplevelse. Derfor undgår vi den på alle mulige måder.

Man kan vel tale om tre typer af kedsomhed: Den situative, den eksistentielle og den kreative!

Den situative kedsomhed er den værste, det er den, der kan ramme en hvor som helst. Pludselig opdager man, at man stirrer ud i ingenting, fordi man, kontemplativt, er gået i stå, såvel tankemæssigt som fysisk. Denne form for kedsomhed er nok den værste, fordi den ikke indeholder hverken fortid eller fremtid, men netop fremstår som det den er: Eet stort tomt NU!

Den eksistentielle kedsomhed støder vi på i andre sammenhæng, der ofte kan hænge sammen med de overgangsfaser, som vi trods alt skal igennem. Fx kan I måske erindre denne verdenssmerte fra jeres teenage-år, hvor man pludselig indser, at ens bestræbelser på at være et enestående væsen, må lægges ind under et generelt imperativ, nemlig den norm som sættes af forældrene, skolen, kammeraterne og resten af det omgivende samfund. Pludselig står man dér og opdager, at man ikke til fulde kan leve op til alle deres forventninger – og værre endnu, ens egne! En frygtelig eksistentiel tomhed opstår, nogle må afhjælpe den ved andres mellemkomst, da denne form for kedsomhed kan tolkes som depressiv, mens andre blot konstaterer, at “nå ja, det må vel så være et grundvilkår for mit liv”.

Den kreative kedsomhed er til stadighed den sjoveste – hvis man kan tale om at kedsomhed er sjov. Det er disse pauser, som nødvendigvis må opstå mellem de kreative udfoldelser, disse overspringshandlinger og besynderlige “crazes”, som vi kan rammes af. Det positive ved den kreative kedsomhed er, at man lader op, lader sig inspirere, kort sagt; at man på trods af kedsomheden ikke ligger på den lade side!

Men faldgruberne lurer, for i vores samfund er det ikke godt at kede sig, hvorfor vi bekæmper kedsomheden med alle midler. De mest moderne er, at lade sig fortabe i medier som TV, film, multimedier o.l., fordi hastigheden i disse slører denne grundlæggende kedsomhed. Kedsomhed bliver således “en dæmonisk panteisme”, altså noget, der skjuler sig overalt og som må bekæmpes for enhver pris. “Bliver man stående ved den som sådan, da bliver den det onde, så snart den derimod ophæves, så er den derimod sand; men den ophæves kun ved at more sig – ergo bør man more sig”, som Kierkegaard skriver.

Det er dog ikke så enkelt, netop fordi kedsomheden lurer alle vegne. Så når vi kaster os over disse tidsfordriv, opdager vi oftest undervejs, at vi har bekæmpet vindmøller: I stedet for at fjerne kedsomheden, fremstår den siden hen så meget desto tydeligere, og man ærgres ved ikke at have taget tyren ved hornene; hvorfor gik jeg ikke i gang med den væsentlige opgave, der kunne have bragt mig videre, udviklet mig og givet mig ny viden, som jeg skal forholde mig til?

Kedsomhed kan kun bekæmpes ved at man iagttager sig selv og finder det punkt, hvor rationaliteten og fornuften hersker, hvor man indser at adspredelsen blot udskyder, måske endog forlænger, den situative kedsomhed, hvor det var den eksistentielle man ville forholde sig til, og måske, endnu bedre, ville udnytte og arbejde med den kreative kedsomhed?!!

Således også i vores skolesammenhæng. Hvis man fx tager et fag som virksomhedsteori, der kræver en arbejdsindsats at tilegne sig, må man se sin indsats i dette perspektiv, især når man tænker på, at det generelle imperativ i form af samfundets normer gør sig gældende, idet man afkræves en eksamen, der skal påvise ens tilegnelse af stoffet.

Søren Ulrik Thomsen fremhæver tingene på sin facon:

En gang om dagen er ensomheden så stor,
at man ikke kan gøre noget ved den.
Og en gang er lykken.
Indimellem må man se at få ordnet sine ting.

Således beriget håber jeg, at I må have en rigtig dejlig og kedelig Påske.

Mit navn det står med prikker
Pas på det ikke stikker …