Eksamenstiden er slut – den særlige koncentrerede wibe er forduftet og de eksterne censorer er taget hjem igen. Men inden da nåede jeg at fange en af dem efter en lang dags eksaminationer – Henrik Føhns, vært og redaktør ved på DRs P1, Harddisken – og fik en kommentar til hans oplevelser her på MMD.
Henrik Føhns havde bl.a. hæftet sig ved den afslappede stemning, det foregik i og understregede, at han ikke som censor er her for at slagte nogen, men for at få en dialog. – “En eksamen er en meningsudveksling om noget, du som studerende har lavet og du vil opleve noget lignende gang på gang i din karriere – så jeg synes ligeså godt man kan se det som en måde at prøve en situation af, som vil blive en del af ens arbejdsliv fremover. I Silicon Valley har man et udtryk, der hedder “failing forward” – altså en accept af, at man prøver og øver sig – at man samler erfaringer i stedet for fiaskoer.”
Multimediedesigneruddannelsens mix af danske og internationale studerende gjorde også et positivt indtryk på Henrik Føhns, som vovede den påstand, at de internationale unge måske er en anelse længere fremme i skoene end de danske: – “Der er en lidt større modenhed og et lidt andet drive, som vel kommer af, at de har gjort et aktivt valg og er flyttet ud. Og det, at danske og internationale mixes, er godt, jeg ser ude i verden, at man arbejder i internationale teams helt løsrevet fra nationalitet.”
Til gengæld ærgrede det censor, at eksamen ikke foregår i grupper. ” Det afspejler ikke virkeligheden og den kommende arbejdssituation. Det er ikke til gavn for nogen og det er synd.”